Fortsæt til indhold

Politimand måtte pludselig afbryde møde, da han hørte barnegråd: 7-årig groft overfuset af voksen mand

En 48-årig mand fra Hvalsø er blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin aggresssiv adfærd over for en lille dreng.

Krimi
am

Kl. 10.08 måtte en medarbejder fra forebyggelsesafdelingen på Holbæk politistation afbryde et møde med Holbæk Kommunes SSP-afdeling i lokaler på Holbæk togstation, idet politimanden kunne høre højlydt råben og barnegråd ud i forhallen på togstationen.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Det viste sig ifølge vidners oplysninger, at en mand var kommet ud fra kiosken og havde sparket til en kuffert, som en 7-årig dreng fra Holbæk i selskab med sin mor havde medbragt. Samtidig havde manden råbt højlydt efter drengen, der var begyndt at græde.

Politiet fik senere på stationen kontakt til en 48-årig mand fra Hvalsø, der blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af adfærden over for drengen, som ifølge den 48-åriges forklaring havde skubbet sin kuffert ud foran ham, da han forlod kiosken. Han havde derfor råbt ad drengen.

Den 48-årige kan nu forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.