Unge mænd klaskede røven op i politihøjde: »Er det her, man sætter sig?«
Unge mænd på Sydsjælland og Falster havde i weekenden travlt med at vise sin bagdel til ordensmagten.
En god, fast vending lyder, at man kan sætte en hvis legmes(bag)del i klaskehøjde. Og kigger man på politiets døgnrapport for Sydsjælland- og Lolland-Falster i weekenden, så er der i hvert fald nogle unge mennesker, der har sat en nøgen bagdel i en sådan højde, at politiet ikke har kunnet undgå at sigte dem.
Vi starter i Korsør. Fredag sen eftermiddag var der forsamlet en større gruppe på havnen i Korsør, derfor var flere patruljer også til stede, og det var der tilsyneladende nogen, der ikke var tilfredse med. Især én 19-årig mand fra byen.
For han valgte at stille sig op på en forhøjning og ”moone” (engelsk udtryk for at vise sit nøgne bagparti, red.) af politiet, mens han råbte af dem. Så da han havde fået hevet bukserne op igen, blev han udstyret med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. En en 22-årig mand fra Greve fik også sådan en sigtelse, da han var både opfarende og truende over for politiet, da betjentene bad om, at musikken blev dæmpet.
Men det er ikke kun i Korsør, at en ung mand havde lyst til at give ris og sigtelser til egen bagdel.
For natten til lørdag klokken 2.58 i Nykøbing Falster så to betjente lettere overraskede en 23-årig mand trække bukserne ned og spørge; »Er det her, man sætter sig?«, hvorefter han klaskede sin nøgne bagdel op på kølerhjelmen af en patruljevogn, der holdt parkeret på Brovejen i Nykøbing F.
Og da den 23-årige modtog en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for gerningen, responderede han ved at flagre med den midterste finger mod betjentene. Det udløste så en sigtelse for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.