Politiet beholder knaldende bil
En 24-årig mand har måtte tundvære sin bil i to måneder.
I to måneder har politiet beholdt en bil, der både afgav høje knald og flammer.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
En patrulje fra Københavns Vestegns Politi blev i juni opmærksom på den knaldende BMW 318I.
Bilen blev standset - og det viste sig senere, at knaldene opstod, fordi katalysatoren var fjernet. Derudover var der også ændret i bilens elektronik, oplyser politikredsen.
Katalysatoren er lovpligtig, da den skal nedbryde både farlige partikler og gasser fra motoren.
Bilen blev derfor kørt til et værksted med en autotransport.
Ejeren protesterede over tilbageholdelsen, og retten måtte derfor tage stilling - og godkendte den.
»Punktum«
Den 24-årig fører og ejer af bilen blev derfor sigtet for at fjerne katalysatoren og ændre en elektronisk styreboks i motoren, så udstødningen afgav flammer og knald fremfor at beskytte miljøet.
»Reglerne om miljøforurening i færdselsloven er klare: Hvis der er pillet ved det udstyr, som bekæmper forurening, tilbageholder politiet bilen, til den er godkendt af et autoriseret værksted. Punktum. Det er noget, vi håndhæver, og nogen bliver slemt overraskede over konsekvensen,« siger politiassistent Erik Andersen, færdselsafdelingen i Københavns Vestegns Politi.
Tirsdag blev den temmelig dyre BMW godkendt af værkstedet og frigivet af politiet efter over to måneders tilbageholdelse, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Det er ejeren selv, der skal betale for at få bilen i lovmæssig stand.