Fortsæt til indhold

Politiet: 17-årig har delt video af overfald på dreng

Et tip fra en borge har ført til anholdelse af en mistænkt i en meget omtalt sag.

Krimi

En 17-årig dreng er sigtet for et overfald på en 15-årig.

Politi formoder, han har optaget overfaldet på video - og delt den.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Overfaldet skete 7. august på hjørnet af Vestergade og Longsvej efter havnefesten i Kerteminde.

Sagen fik stor mediebevågenhed efter den 15-åriges forældre delte billeder af deres forslåede søn efter overfaldet.

Opslag, der er blevet delt i omegnen af 25.000 gange.

Forældrene selv havde i den forbindelse dog ikke lyst til at udtale sig til Lokalavisen.dk.

Tip førte til anholdelse

Den 17-årige er torsdag sigtet for vold af særlig rå eller farlige karakter. Derudover er han også sigtet for at have videregivet billeder eller videoer om en anden persons private forhold.

Fyns Politi mener, at en video af overfaldet er delt med mindst en anden person. Nu skal efterforskning vise, om den er delt med andre.

»Vi har modtaget flere henvendelser fra borgerne i sagen, og det var en af disse henvendelser fra en borger, der førte os frem til den 17-årige mand, der nu er sigtet i sagen. Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad det konkret var, der ledte os i hans retning, fordi vi ikke er færdige med vores efterforskning endnu,« oplyser vicepolitiinspektør Anders Furbo Therkelsen fra Fyns Politi i pressemeddelelsen.