Kørte cyklist ned efter skænderi: Nu er menneskejagt slut
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at den mand, som politiet har jagtet - siden i mandags - nu har meldt sig selv.
Mandag blev en 45-årig mand fra Ringsted påkørt af en bilist, da han cyklede på Vibevej i Ringsted. Forud for den voldsomme hændelse havde den 45-årige haft et skænderi med bilsten.
Cyklisten blev efterfølgende kørt ned, og bilisten flygtede fra stedet.
Det fik Midt- og Vestsjællands Politi til at formode, at der var tale om en påkørsel med fuldt overlæg.
Uheldet skete på Vibevej i Ringsted.
Onsdag morgen er meldingen, at cyklisten stadig er i kritisk tilstand. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Sagen er blevet efterforsket intenst af politiet, som har opfordret flugtbilisten til at melde sig selv, ligesom at der er blevet offentliggjort overvågningsbilleder i går, der viste den formodede gerningsmand og cyklisten på en parkeringsplads, inden cyklisten blev påkørt.
Her efterlyste politiet også en ny, sort Volkswagen mindre SUV i koksgrå med skader på fronten, som var det køretøj, man formoder er det, som cyklisten er blevet kørt ned med. Bilen blev senere i løbet af i tirsdags fundet i et buskads i St. Merløse.
Men nu er der så nyt i sagen.
»En mand har sent i går henvendt sig og oplyst, at han var fører af den personbil, der i Ringsted påkørte en cyklist, der blev hårdt kvæstet,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
Til Lokalavisen.dk oplyser pressetalsmand hos Midt- og Vestsjællands Politi, Thomas Kristensen, at bilisten, som er en 25-årig mand, indtil videre er anholdt og sigtet for forsøg på manddrab. Om sigtelsen ændrer sig, eller der kommer flere, afhænger af politiets videre efterforskning i sagen.
Manden mødte selv op på politigården kl. 22.25. Politiet var bekendt med mandens identitet i forvejen, og han var blevet opmærksom på, at politiet ledte efter ham.
Manden er ikke blevet fremstillet i grundlovsforhør endnu, men det forventes at ske i løbet af onsdagen.