Par fundet dræbt - drabsmand begår selvmord
Ifølge politiets efterforskning handler dobbeltdrab om jalousi i forlængelse af et turbulent brud.
En kvinde og mand er fundet dræbte mellem Ry og Skanderborg. En tredje mand er fundet død i en skov i nærheden.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet formoder, at det dræbte par er en 54-årig kvinde og en 55-årig mand. Parret er fundet på deres bopæl.
Den døde mand, fundet i en skov, formodes at være kvindens 58-årige eksmand.
Sydøstjyllands Politis vurderer, at den 54-årige kvindes eksmand, bosiddende i København, er kørt til gerningsstedet og har dræbt kvinden og hendes nuværende samlever på deres fælles bopæl. Manden har derefter begået selvmord.
Politiet vil nu gennemføre en omfattende og bred efterforskning. Der skal først gennemføres endelig identifikation og obduktion af de afdøde samt gennemføres tekniske undersøgelser, lyder det.
Der skal desuden foretages afhøringer af vidner og efterforskes i forholdet mellem parterne og forløbet op til hændelsen.
Ville begå selvmord
Sydøstjyllands Politi modtog onsdag klokken 16.30 en anmeldelse om, at en mand var fundet dræbt på bopælen ved Skanderborg. Ved politiets ankomst kort efter, fandt man også den dræbte kvinde.
I forbindelse med den indledende efterforskning på gerningsstedet, fandt politiets hunde omkring klokken 19 kvindens eksmand død i et nærliggende skovstykke.
Politiet har natten til torsdag målrettet efterforskningen mod den nu formodede gerningsmands færden.
”På pågældendes bopæl i København fandtes klare indikationer på, at han ønskede at begå selvmord. En foreløbig undersøgelse i politiets registre viser også, at bruddet mellem de tidligere ægtefæller, der blev skilt i 2017, har været konfliktfyldt og turbulent. Dette element vil indgå i de videre undersøgelser,” skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sydøstjyllands Politi har aktuelt ikke flere oplysninger til offentligheden i sagen.