200 meter bygning i flammer
Der er blandt andet rapsolie i bygningen.
Der er udbrudt en voldsom brand på Emmelev Mølle nord for Otterup på Fyn.
Det oplyser Fyns Politi på Twitter.
Branden opstod kort før klokken 04 lørdag morgen og redningsberedskabet arbejder på stedet. Den blev opdaget af en medarbejder.
200 meter lang
Bygningen, der brænder, er 200 meter lang. I den presses olien ud af rapsfrø.
»Vi kender p.t. ikke brandårsagen og forventer ikke at kunne komme med et bud foreløbig, idet slukningsarbejdet forventes at vare til sidst på eftermiddagen,« oplyser Fyns Politi, der også kan fortælle, at der ikke er tilskadekomne.
Der er ingen fare for omkringboende.
Emmelev Mølle producerer blandt andet rapsolie og biodiesel.