Fortsæt til indhold

Bomberyddere tilkaldt til store mængder fyrværkeri

Politiet og beredskabet har været på stedet i et døgn.

Krimi

Et fund af både fyrværkeri og »forskellige kemikalieprodukter« er så stort, at politi, Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) og Kemisk Beredskab fra Beredskabsstyrelsen nu har arbejdet et døgn på stedet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Tirsdag klokken 13.16 blev politiet bedt om assistance til optælling og registrering af de forskellige produkter på en opbevaringsplads på Rynkevangen i Kalundborg.

Flere myndigheder tilkaldt

Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) og Kemisk Beredskab fra Beredskabsstyrelsen blev i deres egenskaber af sagkyndige myndigheder tilkaldt for at assistere politiet med opgaven.

Deres vurdering på stedet var, at der ikke er - eller har været - nogen akut fare. Derfor blev der ikke foretaget evakuering af omkringliggende bygninger.

Ingen personer er anholdt i sagen.

»Det er sådan set opbevaret rigtigt. Der er bare for meget af det,« siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Lokalavisen.dk.

Fortsætter registrering

Registreringen af de fundne effekter fortsætter, indtil alt er gennemgået.

»Når optællingen og registreringen er afsluttet vil politiet efter råd og vejledning fra de sagkyndige myndigheder iværksætte flytning med henblik på korrekt og forsvarlig destruktion af de pågældende produkter/effekter ud fra gældende regler for dem,« oplyser politikredsen, der også oplser, at det vil prøve at få klarlagt forløbet i forbindelse med de fundne effekter på stedet.