Lastbil og bil i ulykke: Vej totalt spærret
To personer er kvæstet.
Opdatering: Vejen er igen åben for trafik.
En lastbil og en personbil er stødt sammen. To personer er kommet til skade - og der er tilkaldt både lægehelikopter og bilinspektør.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ulykken blev meldt klokken 12.53 og det er de to personer i personbilen, der er kommet til skade.
Lige nu er vejen spærret.
»Der er både ambulancer, politi, lægehelikopter og beredskab på stedet,« siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Lokalavisen.dk.
Ulykken er sket på Hornsherredvej, cirka 300 meter nord for rundkørslen ved Munkeholmvej, Kirke Hyllinge.
»Lægehelikopteren landede klokken 13.10. Klokken 13.15 er en person frigjort,« siger Martin Bjerregaard.
Der arbejdes stadig på stedet.
Det er endnu uvis, hvor alvorligt de to personer er kommet til skade.
»Men der er tilkaldt en bilinspektør - og også lægehelikopteren. Så noget kan tyde på, det er alvorligt,« siger Bjerregaard.
Find anden rute
Trafikanter opfordres til at søge alternative ruter.
For at komme forbi det afspærrede vejstykke kan man fra Hornsherredvej køre af ved henholdsvis Munkholmvej og Lejregårdsvej.