Kvinde død i voldsom færdselsulykke
En kvinde har mistet livet, mens to mænd i kritisk tilstand efter ulykke på Sjælland.
En kvinde er død, og to mænd er i kritisk tilstand efter en alvorlig ulykke på Skovvejen ved Svebølle mellem Kalundborg og Holbæk.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi via Twitter.
Trafikulykken skete søndag omkring klokken 11.30, og Skovvejen ved Svebølle er spærret, oplyser politiet.
Politiet er søndag eftermiddag i gang med at underrette de pårørende til den dræbte og de tilskadekomne, skriver eb.dk.
Politiet arbejder også på at klarlægge årsagen til ulykken. En bilinspektør er blevet tilkaldt.
Politiet efterlyser vidner, der har set noget på strækningen op til anmeldelsen, som politiet modtog klokken 11.38.
»Vi vil meget gerne høre fra folk, som eventuelt har set noget kørsel op til ulykken på strækningen. Hvis de for eksempel har set noget unormalt eller selve ulykken,« siger vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Lasse Jensen, til Ekstra Bladet.