Fortsæt til indhold

Teenagere fængslet efter dødsulykke

Ifølge politiet kørte de om kap.

Krimi
jro

To unge mænd er varetægtsfængslet - sigtet for uagtsomt manddrab, uagtsom legemesbeskadigelse og fareforvoldelse - efter den ulykke, der søndag kostede en 60-årig kvinde livet.

Det er politiets opfattelse, at de to unge mænd forud for ulykken havde aftalt at køre om kap.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Ved ulykke, der skete på Skovvejen ved Svebølle søndag formiddag, kørte to biler frontalt sammen.

Her blev den 60-årig kvinde - og en hund - dræbt.

Par fra Kalundborg

I den ene bil befandt sig en 69-årig mand fra Kalundborg som hårdt kvæstet blev fløjet med lægehelikopteren til behandling på sygehuset.

I samme bil befandt sig den 60-årig kvinde, ligeledes fra Kalundborg. Hun overlevede altså ikke den voldsomme ulykke.

En 18-årig mand befandt sig i den anden bil. Også han blev kvæstet ved ulykken.

Under efterforskning af årsagen til ulykken kunne politiet vedr. parternes køretøjer konstatere, at den personbil, som den 18-årige havde været fører af, var meldt stjålet fra Hvidovre i starten af september.

Derfor blev den 18-årige anholdt på hospitalet.

Med høje hastigheder

Efterforskningen i anledning af den stjålne bil blev sammenholdt med vidneforklaringer om, at den muligt var set sammen med en anden bil under kørslen i vestlig retning på Skovvejen.

»Vores efterforskning af sagen, herunder afhøringerne af vidner, gav os oplysninger om, at den 18-årige forud for ulykken var set køre med høj hastighed og lave hasarderede overhalinger sammen med en anden personbil. Den videre efterforskning skal nu vise det præcise hændelsesforløb forud for ulykken. I den forbindelse hører vi fortsat gerne fra vidner til de to bilers kørsel”, siger vicepolitiinspektør Søren Danielsen.

Begge biler sjålne

Det lykkedes politiet at få den anden personbil identificeret. Også den - viste det sig - var sjålet.

Søndag eftermiddag traf politiet at finde den anden stjålne bil i Køge Bugt-området, hvor politiet traf den kørende med en 17-årig fra Sydvestsjælland bag rattet.

Han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for kørsel i den stjålne bil uden førerret. Også den 17-årige fik taget en blodprøve.

Flere sigtelser

Mandag blev de så begge fremstillet i et lukket grundlovsforhør.

»Vi vurderer, at de to unge mænd har aftalt en form for kapkørsel forud for dødsulykken og har derfor sigtet dem begge for uagtsomt manddrab, uagtsom legemesbeskadigelse og fareforvoldelse. Retten valgte i dag, at de begge skal sidde varetægtsfængslet i fire uger, og det sender et stærkt signal om det helt uacceptable i den form for vanvidskørsel«, siger anklagerfuldmægtig Josefine Minor Christensen i forbindelse med retsmødet.

De to biler, der blev kørt af de to unge, var natten til søndag blevet stjålet fra en adresse i Hvidovre

De er derfor også begge sigtet for brugstyveri.

De to mænd valgte at tage betænkningstid i forhold til, om de vil kære fængslingen.

»For den 17-åriges vedkommende besluttede retten, at han, når der er plads, skal være frihedsberøvet på en sikret ungdomsinstitution,« oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.