Ripper 1,1 million fra ældre familiemedlem
Nu skal hun i fængsel.
En kvinde har rippet et ældre familiemedlem for 1,1 million kroner.
Nu er hun dømt for mandatsvig.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Den 45-årig kvinde fra Albertslund havde fået en fuldmagt til det ældre familiemedlems konto.
Hun skulle hjælpe med økonomiske dispositioner i forbindelse med, at den ældre kvinde skulle på plejehjem.
I stedet brugte den 45-årige over en tre-årig periode 1,1 million kroner fra kontoen på blandt andet rejser og køb på nettet.
Fattede mistanke
Den ældre kvinde fattede dog mistanke og gik til politiet.
»Den dømte kvinde har udnyttet et familiemæssigt tillidsforhold til, at berige sig selv. Særlig groft er det, at er sket over en lang periode og der er tale om et stort beløb«, siger sagens anklager Bjarke Enevoldsen.
Den 45-årige kvinde blev idømt halvandet års fængsel.
De tre af månederne skal afsones - og resten blev gjort betinget med en prøvetid på to år.
Derudover skal hun udføre samfundstjeneste i 200 timer - samt betale de 1,1 millioner kroner tilbage i erstatning.
Den dømte kvinde udbad sig betænkningstid i forhold til anke.