Tydeligt beruset mand stavrede rundt med kniv og pistol i bukselinningen
Manden blev anholdt og sendt i detentionen.
Tirsdag aften kl. 18.50 indløb der hos politiet en anmeldelse om en 49-årig mand, der ifølge anmelder skulle gå rundt i Rønne omkring Snellemark med en pistol i bukselinningen.
Det oplyser Bornholms Politi i døgnrapporten.
En patrulje blev sendt afsted og kom kort efter til stedet, hvor de fik kontakt til manden, der rigtig nok gik rundt på Snellemark.
Manden var ifølge politiet ikke truende, men han var tydeligt beruset. Her viste det sig attrap pistol, som manden gik rundt med - men foruden den ufarlige pistol, havde han også en kniv på sig.
Derfor valgte politiet - for at sikre opretholdelse af orden og sikkerhed - at anholde manden, som blev sendt i detentionen, hvorefter han senere på aftenen dog blev løsladt.
Manden blev desuden sigtet for overtrædelse af knivloven ved at have båret kniv i det offentlige rum uden anerkendelsesværdigt formål.