Påkørte to biler: Formodet narkobilist bag motorvejsulykke
Det var en formodet narkobilist, der forårsagede det uheld, som spærrede Hillerødmotorvejen onsdag aften.
P4 Trafik kunne onsdag aften meddele, at Hillerødmotorvejen var spærret i begge retninger efter et uheld mellem Allerød Nord og 11 Allerød Syd
Det viser sig nu, at det var en 58-årig mand fra Græsted, der klokken 19.45 onsdag aften kørte galt på motorvejen.
Det oplyser Nordsjællands Politi i døgnrapporten.
Manden kørte stærkt slingrende og påkørte to biler, hvorefter hans egen bil væltede rundt.
Manden blev efterfølgende kørt til tjek på hospitalet, hvor han ligeledes blev sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve, som nu skal fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre sagsbehandling.
Ingen af de øvrige implicerede i uheldet havde skader, der krævede akut behandling, oplyser Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.