Fortsæt til indhold

Studstrup-branden: »Det kan tage uger«

Der kan gå op til 20 dage, før der er styr på branden i en silo på Studstrupværket.

Krimi

Torsdag opstod der brand i en silo på Studstrupværket ved Aarhus.

Den brand er ikke sådan at slukke.

»Det kan tage mellem 10 og 20 dage,« siger Steen Bøje, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, til Lokalavisen Aarhus.

I siloen er der 55.000 tons træpiller - og det er en langsommelig affære at få bugt med ilden.

Østjyllands Brandvæsen er - og vil være - på stedet for at holde øje med udviklingen.

»Vi bruger termiske kameraer og temperaturmåler,« siger Steen Bøje.

Røgen siver ud over et stort område. Foto: Presse-fotos.dk.

Ilt skal undgås

For nu holder siloen tæt - og det gør, at branden foreløbig er under kontrol.

Opstår der sprækker i den, så der tilføres ilt, kan det scenarie ændres.

»Så har vi brantrekanten,« siger Steen Bøje.

Den består - ud over ilt - af brandbart materiale og varme.

15 mand på stedet

Det er værkets egne medarbejdere, der står for at tømme siloen, hvilket foregår gennem små huller.

Østjyllands Brandvæsen er på stedet med 15 mand for at monitorere, det ikke udvikler sig i en uheldig retning.

»Så det binder lidt styrker,« som operationschefen udtrykker det.

Fæl lugt

Operationschefen er bekendt med, at røgen fra branden ikke lugter specielt godt.

Kemisk Beredskab fra Beredskabsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed har da også oplyst, at røgen ikke er farlig.

Søren Elgaard bor med sin hustru få hundrede meter fra Studstrupværket.

»Det svier i øjnene, det gør ondt i halsen, vi har hovedpine – og der er nogle herude, der har kastet op,« siger han.