Kvindelig bilist endte på taget - fløjet til hospital
Voldsomt uheld efter overhaling
Det gik rent galt, da en 47-årig kvinde fra Viborg søndag ville overhale to biler på Vardevej i nærheden af Tarm.
Da kvinden skulle trække ind efter overhaling, mistede hun herredømmet over bilen og kørte i grøften med det resultat, at hendes bil endte på taget.
Det oplyser vagtchef hos Midtjyllands Politi, Jens Claumarch, til Lokalavisen.
I forbindelse med færdselsuheld blev den 47-årige kvinde hentet af en lægehelikopter og fløjet til Aarhus Universitetshospital.
Kvindens tilstand er ukendt, oplyser vagtchefen.
»Vi har taget en blodprøve på hende, fordi hun ifølge betjentene på stedet lugter lidt af spiritus,« siger Jens Claumarch og fortsætter:
»Man afventer blodprøve, og så skal hun afhøres på et tidspunkt.«
Færdselsheldet fandt sted omkring klokken 15.45. Vardevej var i omkring to timer spærret i begge retninger, oplyser vagtchefen.
Ingen andre kom til skade ved uheldet, der mere præcist fandt sted på Vardevej i sydgående retning lidt syd for Tarm.