Fortsæt til indhold

Alvorlig sag på folkeskole: Ældre elever trak plasticpose over hovedet på yngre elev

Nu efterforsker politiet sagen.

Krimi
am

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog fredag en anmeldelse om vold på Lyreskovskolen i Padborg.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

For tirsdag i sidste uge fik en elev en plasticpose trukket ned over hovedet af to ældre elever, der holdt posen fast om den yngre elevs hals.

Det gør nu, at politiet efterforsker sagen og er i dialog med skolen. Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, man ikke har yderligere kommentarer for nuværende.

Til Jydske Vestkysten fortæller skolens leder, Michael Sørensen Petersen, dog, at den voldsomme episode allerede har haft konsekvenser for de to elever.

»Det skal være trygt at gå i skole, så vi er i dialog med alle parter og har kontaktet både politi og SSP. De to elever er desuden bortvist, men hvor længe kan vi ikke sige noget om endnu. Vi kommer til at have løbende møder med forældrene,« fortæller han til lokalmediet.