Fortsæt til indhold

Seks knivstik i overkroppen - én gang i hjertet: Nu er 19-årig dømt

En 19-årig mand fra Esbjerg har fået en dom på seks års fængsel.

Krimi
am

Det var et enigt nævningeting, der tirsdag idømte en 19-årig mand fra Esbjerg seks års fængsel for drabsforsøg på en 43-årig mand.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Seks gange blev den 43-årig mand stukket i overkroppen - herunder to stik i brystet. hvor det ene stik gik igennem venstre lunge og hjertet.

Mordforsøget fandt sted i Esbjerg en morgen 5. september sidste år - kl. cirka 05.15 ved en af taxaholdepladserne i krydset Skolegade/Torvegade i Esbjerg.

Drabsforsøget var kulminationen på en bytur i Esbjergs natteliv. De to parter kendte dog ikke hinanden i forvejen - og havde ifølge vidner mødt hinanden kort tid inden overfaldet.

Den nu dømte mand var på gerningstidspunktet 18 år, og han blev anholdt umiddelbart efter knivstikket af en politipatrulje, som befandt sig i nærheden af episoden.

Patruljen fik hurtigt lagt den da 18-årige i håndjern, sikret kniven, tilkaldt en ambulance og tilkaldt hjælp fra politikolleger. Tilsvarende ydede betjente på stedet livreddende førstehjælp indtil ambulancens ankomst.

Den 19-årige havde under sagen erkendt to knivstik og erkendt at have begået vold, men han nægtede, at han forsøgte at dræbe manden.

Retten var dog ikke enig i det og fandt, at tiltalte ved at stikke den 43-årig to gange i venstre side af brystkassen, hvor flere vitale organer er placerede, og heraf et stik med betydelig kraft ved hjertet, måtte have indset det for overvejende sandsynligt, at forurettede ville dø.

Derfor blev den 19-årige mand fundet skyldig i drabsforsøg.

Den 19-årige tog betænkningstid i forhold til, om han nu vil anke dommen.