Fortsæt til indhold

Tiltale: Chauffør brugte bagsædet af Mettes ministerbil til sexskapader

Derudover er han også tiltalt for to voldtægter.

Krimi
jro

En statsminister-chauffør er tiltalt for at have brugt ministerbilen som sit eget dating-spot.

Det skriver TV 2, der har fået aktindsigt i anklageskriftet.

Ifølge det skal han have inviteret 10 kvinder på »private og ureglementerede køreture i ministerbilen.«

En af dem skal han have haft en »en seksuel relation« med på bilens bagsæde.

Den episode skal have taget omkring 20 minutter og være foregået på en parkeringsplads ved Amager Strandpark.

Under to ministre

Da ingen af de 10 kvinder var sikkerhedsgodkendt betegnes det som grov forsømmelse.

»Der er rejst tiltale for misbrug af en betroet stilling, brugstyveri af tjenestebiler samt pligtforsømmelse,« siger specialanklager Søren Harbo til TV 2.

Specialanklageren oplyser videre, at den nu 42-årige ministerchaufførs eskapader går tilbage til 2015.

Han har altså tjent under både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.

Derudover er chaufføren tiltalt for to voldtægter, der dog ikke skal have forbindelse til de andre anklagepunkter.

Nægter alt

Den 42-årige chauffør nægter sig skyldig og ønsker ikke at kommentere sagen over for TV 2.

Chaufføren var ikke ansat af de to statsministre, men havde sin ansættelse gennem Økonomistyrelsen.

Hverken Statsministeriet eller Økonomistyrelsen vil over for TV 2 forholde sig til anklagerne.