Tysk mand efterlyst i Danmark var slet ikke væk - mere
En læser og Lokalavisen Aarhus har hjulpet tysk politi med afblæsning af en efterlysning af en 23-årig mand.
Han har været væk i to måneder, derfor blev han efterlyst af politiet.
Nu er han dukket op igen.
Politiet vidste dog intet, før det blev kontaktet af Lokalavisen Aarhus.
En 23-årig tysk mand blev 19. september efterlyst af politiet i Lübeck.
Forsvundet i måneder
Maximilian, som er den 23-åriges navn, havde på det tidspunkt været væk i to måneder og var sidst set i midten af juli - i Danmark, hvor hans computer og autocamper var blevet fundet.
»Autocamperen er fundet i en skov ved Ebeltoft,« oplyste politiet i Lübeck til Lokalavisen Aarhus.
Ebeltoft hører under Østjyllands Politi, men her kendte man umiddelbart ikke noget til sagen.
Maximilian selv var set i Vejle, hvor han fik et decideret blackout, men nåede at forsvinde, før han fik hjælp.
Tip fra læser
En læser tippede Lokalavisen Aarhus om, at den efterlyste, der er kronisk syg og har brug for medicin, var set i Nordjylland. Oplysninger, der ikke umiddelbart er blevet bekræftet.
Samme læser har gjort Lokalavisen Aarhus opmærksom på et Facebook-opslag, hvori der står, at den efterlyste Maximilian er fundet.
Da Lokalavisen Aarhus kontakter tysk politi for at få bekræftet, at den efterlyste er dukket op, beder det om hjælp til at finde Facebook-opslaget.
Kort efter vender politiet i Lübeck tilbage til Lokalavisen Aarhus og oplyser, at det angiveligt er Maximilians mor, der har skrevet opslaget, hvis ægthed dog skal verificeres.
Da det er gjort, vender politiet tilbage.
»Maximilian er fundet i et tog nær Tarp i Schleswig-Holstein i Tyskland. Han er i god behold og er nu under medicinsk behandling,« skriver Lübeck Politis pressetalsmand til Lokalavisen Aarhus.
Derudover har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen.
At Maximilian er fundet igen bekræftes af Sydøstjyllands Politi, som Vejle hører ind under.
»Sydøstjyllands Politi leder ikke længere efter den omtalte tyske statsborger, idet hans familie har oplyst at være i kontakt med ham.«