Fortsæt til indhold

Kun ruiner tilbage: Udlover dusør på 100.000 kroner

Efterforskninger har endnu ikke fundet frem til en gerningsmand.

Krimi
jro

Nu udlover et forsikringsselskab en dusør på 100.000 kroner for oplysninger, der kan føre til opklaringen af en brand.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Natten til 12. juli nedbrændte den historiske Borgbjerg Mølle Kro.

Det stod hurtigt klart, at branden efter al sandsynlighed var påsat - og siden har politiet efterforsket branden, men mangler stadig det afgørende spor, der kan føre til opklaring af sagen.

100.000 i dusør

Nu har forsikringsselskabet Købstædernes Forsikring nu valgt at udlove en dusør på 100.000 kroner til den eller de personer, der kan komme med oplysninger om, hvem der står bag den påsatte brand på kroen.

»Både vi i Købstædernes Forsikring samt de lokale i området omkring møllen har en stor interesse i, at gerningsmanden til branden bliver fundet,« siger Torben Bidstrup, der er skadedirektør hos forsikringsselskabet Købstædernes Forsikring.

»Vi vil gerne bidrage til efterforskningen ved at udlove en dusør, da sagen stadig ikke er afsluttet. Politiet er sikre på, at branden er påsat, og derfor vil vi med dusøren opfordre til, at politiet får dét afgørende tip, som kan bringe sagen til en snarlig afslutning,« siger Torben Bidstrup.

Sådan så det ud natten til 12. juli, da kroen var i flammer. Foto: Presse-fotos.dk.

Håber på opklaring

Hos Midt- og Vestjyllands håber man, at dusøren kan give den rygende pistol - og på den måde få sagen, og den bagvedliggende forbrydelse, opklaret.

»Det er altid en meget alvorlig sag at sætte ild til fast ejendom, og i det her tilfælde peger alting på, at branden på Borbjerg Mølle Kro har været påsat. Derfor håber vi også, at dusøren kan få folk til at henvende sig til os, hvis de sidder inde med viden om den påsatte brand,« siger Torben Ladefoged, der er fungerende politikommissær i efterforskningsafdelingen hos Lokalpolitiet i Holstebro.

De historiske bygninger er mere eller mindre brændt ned til grunden, hvilket ifølge Midt- og Vestjyllands Politi understreger grovheden i forbrydelsen.

Foto: Presse-fotos.dk.

10 måneders efterforskning

Selve bygningerne blev først frigivet i maj måned - 10 måneder efter branden.

»Efterforskningen af sagen er nået til et punkt, hvor politiet har svært ved at komme videre, og derfor vælger Midt- og Vestjyllands Politi nu at bakke op om forsikringsselskabets tilbud om at udlove en dusør – til trods for, at denne tilgang ikke bliver anvendt særligt ofte. Hvis man har oplysninger i sagen, kan man rette henvendelse til Midt- og Vestjyllands Politi på telefonnummer 114. Henvis gerne til sagens journalnummer 4100-71121-00044-21,« oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.