Fortsæt til indhold

Døgn efter døgn: 60.000 tons træpiller i flammer

Det brænder stadig på Studstrupværket.

Krimi

Det brænder stadig i en silo på Studstrupværket ved Aarhus.

Det har det gjort i 11 dage, hvor brandvæsen, beredskab og værkets medarbejdere har kæmpet mod ilden i 60.000 tons træpiller.

Det har siden givet borgere i et stort område omkring branden flere problemer - blandt andet i form af lugtgener og fysiske symptomer som hovedpine, opkast og ondt i halsen.

Mandag oplyser Østjyllands Politi, at røgen - og dermed generne forventes at drive ud over Aarhusbugten og ind over det sydlige Djursland.

Udsatte borgere skal være opmærksomme

Det er tidligere meldt ud, at udsatte borgere, særligt de med hjertekar- og lungesygdomme, skal være opmærksomme på ikke at opholde sig i kraftig røg.

Sundhedsmyndighederne vurderer dog stadig, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen sundhedsrisiko.

Alligevel er en del borgere omkring Studstrup taget væk fra området.

Klar til evakuering

Lørdag blev dog også kendt, at Christiansbjerghallen står klar i tilfælde af en eventuel evakuering af området.

»Slukningen af branden går planmæssigt, men det er stadig forventningen, at der vil gå flere dage, inden branden er slukket. Borgerne opfordres til løbende at holde sig orienteret om branden og myndighedernes anbefalinger på politi.dk, Østjyllands Politis Twitter-profil og på aarhus.dk,« skriver Østjyllands Politi.