Politiet efterlyser flugtbilist: Cyklist kørt ned i Hadsten
Bilist stak af efter påkørsel af cyklist.
En 50-årig mand kom mandag morgen 3. oktober klokken 06.34 til skade i et færdselsuheld i T-krydset ved Skovvangsvej og Vesselbjergvej i Hadsten.
Manden kom cyklende på Vesselbjergvej ind mod byen og blev påkørt af en bil, der kom kørende ad Skovvangsvej og svingede ud på Vesselbjergvej. Trafikanter fra Skovvangsvej har ubetinget vigepligt, hvilket er markeret med både skilte og hajtænder.
Cyklisten og vidner på stedet forklarede til politiet, at bilisten efter uheldet var kørt videre, selvom man har pligt til at standse op og kontakte modparten, når man er involveret i et færdselsuheld.
Politiet har for nuværende kun sparsomme informationer om uheldet, men det vurderes, at bilisten burde have set uheldet og dermed ikke er kørt videre i den tro, at der ikke var sket noget. Det oplyser politiets presseafdeling til Lokalavisen.
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med bilisten eller folk, der har oplysninger om bilisten. Lige nu ved politiet kun, at der skulle være tale om en sort personbil. Den foreløbige politirapport melder ikke noget om bilistens køn eller hvilken retning, bilen kørte videre i.
Cyklisten, der er fra lokalområdet, blev kørt på skadestuen og behandlet for nogle skader, han fik ved uheldet. Han kom dog ikke umiddelbart alvorligt til skade, oplyser politiet.
Lokalavisen har fredag 7. oktober igen været i kontakt med Østjyllands Politi, der ikke har fundet frem til flugtbilisten. Politiet kan kontaktes på telefon 114.