Jolle sejlede i land af sig selv: Frygter mand har mistet livet i en drukneulykke
Tirsdag blev en redningsaktion iværksat - nu frygter man det værste.
Tirsdag ledte redningsmandskab efter en 60-årig tysk mand ud for Ærø.
Anledningen til, at man overhovedet startede en redningsaktion til vands og i luften, skyldtes, at man tirsdag havde fundet en efterladt jolle på øen. Nu frygter man det værste.
»Vi har desværre en mistanke om, at han har været udsat for en ulykke og er druknet,« siger vagtchef ved Fyns Politi, Bjarne Tykgaard, ifølge TV2 Fyn til Ritzau.
Ifølge Fyns Amtsavis var et sejlskib drevet i land med sejlet hejst, men uden passager eller sejler ombord.
»Man har fundet nogle personlige genstande i båden og formodet, at der har været en sejler på et tidspunkt, der er røget over bord,« siger Jesper Andreasen fra Beredskab Fyn til Fyns Amts Avis.
Tirsdag eftermiddag indstillede man eftersøgningen fra dansk side, så nu ligger eftersøgningen på tysk side - hvilket har noget at gøre med strømforholdene og at man forrmoder sejleren befinder sig i nærheden af Tyskland.