På 14. dag af kæmpe-brand: »Vi har gjort rigtig gode fremskridt«
»Vi har kontrol over branden, og vi har gjort rigtig gode fremskridt med at få tømt siloen og slukket de brændende piller. Forventningen er dog fortsat, at slukningsarbejdet vil tage flere dage,« lyder det fra beredskabsdirektør.
De nyeste prognoser viser, at røgen fra branden på Studstrupværket onsdag som ventet vil være kraftig og drive ind over Studstrup, Havhusene og Gl. Løgten Strand.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at borgere med hjertekar- og lungesygdomme ikke opholder sig i områder med kraftig røg og derfor finder et andet sted at opholde sig, indtil den er drevet væk. Vurderingen er, at røgen på nuværende tidspunkt ikke udgør en sundhedsrisiko for andre borgere. Hvis man føler sig generet af røgen, er anbefalingen fortsat, at man søger indenfor, lukker døre og vinduer og slukker for ventilationen.
Brandvæsnet arbejder fortsat på højtryk for at slukke branden, der startede 22. september. Og tirsdag fik de assistance fra Forsvaret, der ankom med en fjernstyret bulldozer, som hjælper med at bringe det brændende materiale ud.
Derudover er en stor teleskoplæsser med en 17 meter lang arm i gang med at få træpillerne ud fra siloen, da det af sikkerhedsmæssige årsager ikke er muligt for mandskabet at opholde sig derinde.
Gør gode fremskridt
»Vi får rigtig god hjælp fra både private firmaer og andre myndigheder, som assisterer med udstyr og teknologi, og vi afsøger hele tiden nye muligheder for at vi kan få slukket branden så hurtigt som overhovedet muligt. Vi har kontrol over branden, og vi har gjort rigtig gode fremskridt med at få tømt siloen og slukket de brændende piller. Forventningen er dog fortsat, at slukningsarbejdet vil tage flere dage,« siger beredskabsdirektør ved Østjyllands Brandvæsen, Kasper Sønderdahl.
I løbet af eftermiddagen vil der blive udarbejdet nye prognoser for vindretning og røgudvikling, og myndighederne vil løbende opdatere anbefalingerne til borgerne via politi.dk, Østjyllands Politis Twitter-profil og på aarhus.dk og syddjurs.dk.