Fortsæt til indhold

Ham her vil politiet meget gerne tale med

Røveriforsøget skete midt i byen.

Krimi
jro

Københavns Politi efterlyser nu - med billede - en mistænkt til et røveriforsøg.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Det skete - i en hvid bil - ud for Teglgårdsstræde nummer 17 i Indre By.

Her blev en nu 32-årig mand 22. juli ved 06-tiden om morgenen udsat for røveriforsøget at to mænd.

I forbindelse med efterforskningen af sagen beder Københavns Politi nu offentligheden om hjælp.

To gerningsmænd

Billedet, som politiet offentliggør, er taget umiddelbart efter røveriforsøget.

Det viser den ene af de to mistænkte gerningsmænd.

»Vi håber, at der er nogle borgere, der kan genkende manden på billedet. Vi mistænker ham for at være den ene af de to gerningsmænd, og derfor vil vi selvfølgelig gerne finde frem til ham,« siger politikommissær Poul Hansen fra Københavns Politi.

Den mistænkte har følgende signalement:

  • Mand
  • 25-30 år gammel
  • 165-175 centimeter høj
  • Almindelig af bygning
  • Kort mørkt hår, kortklippet fuldskæg og markante mørke øjenbryn
  • Han var iført mørk T-shirt og mørke shorts

Oplysninger om manden til Københavns Politi på telefonnummer 114.