Begår vold med Ikea-pose
En ældre kvinde blev i september udsat for et overfald.
Manden på billedet efterlyses - han er mistænkt for vold.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Her står der, at en ældre kvinde blev overfaldet onsdag den 7. september 2022 klokken 10.30 i krydset Engboulevarden og Vestensborg Allé i Nykøbing Falster.
Hun blev skubbet så hårdt i brystet, at hun faldt og fik skader i baghovedet.
Nu offentliggør politiet billeder af den formodede gerningsmand, der efter overfaldet forsvandt ad HP Jensens Vej i retning mod lægehuset.
Medbragte Ikea-pose
Gerningsmanden beskrives som værende i tyverne, 170-175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har mørkt, skulderlangt hår. Han var iført mørk jakke, mørke bukser, mørke sko med hvid sål og bar en stor blå Ikea-pose over skulderen.
»Hvis du kan genkende manden ud fra billederne eller har andre oplysninger til sagen, så ring 114,« lyder opfordringen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.