Drama på ambassade: Trænger ind med kniv
En 32-årig mand fremstilles i grundlovsforhør.
En 32-årig iransk statsborger er anholdt efter, at han fredag morgen trængte ind på grunden på den iranske ambassade.
Med sig havde han en kniv.
Det oplyser Københavns Politi.
Politiet blev fredag morgen kaldt ud til ambassaden på Østerbro, hvor den iranske mand var kommet ind på ambassadens grund.
Her blev han dog stoppet af en ambassademedarbejder før han nåede ind i ambassadebygningen.
Den 32-årige vil lørdag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret, hvor Københavns Politi vil begære lukkede døre.
Den 32-årige er sigtet for to tilfælde af hærværk, grov vold og for overtrædelse af straffelovens § 114 a, nr. 2, som vedrører forbrydelser mod internationalt beskyttede personer som for eksempel diplomater.
Billeder fra stedet viser da også smadredede bilruder.
Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste vil nu sammen efterforske videre i sagen.
»På baggrund af hændelsen har Københavns Politi Og PET taget de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i forhold til den iranske ambassade og ambassadens medarbejdere,« oplyser Københavns Politi.
På sammet tid fraråder Udenrigsministeriets Borgerservice danske og dansk/iranske statsborgere at rejse til Iran.
»Der er risiko for, at du bliver tilbageholdt af iranske myndigheder uden grund,« skriver Udenrigsministeriet på Twitter.