Vanvid på motorcykel og langsomt løb over græsplæne
Det lykkedes ikke for en 44-årig mand at stikke af fra politiet.
10 sigtelser.
Det var hvad en 44-årig mand fredag kunne tage med fra et møde med politiet.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.
Den 44-årige motorcyklist forsøgte omkring klokken 16.51 at køre fra en politipatrulje, der traf ham i Sneslev, der ligger nord for Haslev.
Igennen byen, hvor der er en hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen, får han sin motorcykel et godt stykke over 100 kilometer i timen.
Ude af byen får den endnu mere gas, men i næste landsby går det galt.
Her kører han af vejen og vælter på en græsplæne.
Sigtelserne vælter ned
Han forsøger at stikke af til fods, men bliver hurtigt indhentet af betjentene.
Den 44-årige havde en kniv og 40,6 gram amfetamin på sig, men han havde til gengæld ikke noget kørekort til motorcyklen, der havde falske nummerplader påmonteret.
I alt blev manden præsenteret for 10 sigtelser - herunder også vanvidskørsel, og det betyder, at motorcyklen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.