Kvinde finder lig flydende i københavnsk sø
En afdød mand er fundet i vandet ved Vanløse.
ddp
Et lig er mandag blevet fundet flydende i Damhussøen ved Vanløse.
Det skriver Ekstra Bladet mandag eftermiddag.
Det var ifølge mediet en kvinde, der fandt liget af en ældre mand klokken 15.20 og alarmerede myndighederne.
Københavns Politi oplyser, at manden blev erklæret død, efter han blev bjærget fra vandet. Sagen efterforskes nu af politiet, som fortsat mangler at identificere liget, men intet tyder på, at der er en kriminel handling bag dødsfaldet, oplyser politiet til Ekstra Bladet.