Fortsæt til indhold

Det var let - men gik helt galt

En ny kampagne - fortrinsvis rettet mod unge - sætter fokus på gode opladningsvaner.

Krimi
jro

Mange danskere gør det.

Og det kan i værste fald ende med at koste livet.

Nu går flere styrelser sammen i en oplysningskampagne, der skal gøre os klogere på ’sikker opladning’.

Lige at sætte telefonen til opladning ved sengen, den bliver i mange tilfælde også brugt som vækkeur, er nok et fast ritual for mange.

Men den bekvemme og nemme løsning kan få store konsekvenser.

Fatale konsekvenser

Hvert år rykker danske brandvæsener ud til omkring 3.500 brande i boliger. Mindst 10 procent af de brande er relateret til elprodukter- eller installationer.

»Det er aldrig en god idé at sætte mobiltelefoner eller anden elektronik til opladning på et letantændeligt materiale som for eksempel en seng eller sofa. Det kan få fatale følger,« siger Kirstine Gottlieb, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

En seng eller en sofa er lavet af materialer, der betragtes som både let-antændelige og meget brandbare.

Elektronik under opladning udvikler varme - som den, hvis det for eksempel ligger på en dyne eller under en hovedpude - ikke kan komme af med.

Det kan i værste tilfælde føre til en fatal brand.

Steder, der ikke skal oplades telefoner. Foto: Sikkerhedsstyrelsen.

Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut kan nikke genkendende til en seng eller sofa som arnested, når de er ude på ulykkessteder for at undersøge brandårsagen:

»Vi ser desværre, at elektronik under opladning kan være årsag til en brand. Når for eksempel en telefon overopheder i en seng, og branden først får fat i en dyne, madras eller pude, vil der på ganske kort tid udvikles en kraftig og giftig røg. Det er røgen, der er livsfarlig, mere end det er selve flammerne,« siger Ib Berthelsen, direktør i Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI).

Det er let, men oplad aldrig eletronikken i sengen. Det kan få fatale konsekvenser. Foto: Sikkerhedsstyrelsen.

Den nye kampagne retter sig især mod unge. Den skal - udover at sætte fokus på selve opladningsstedet - også gøre opmærksom på, hvor farligt det kan være at bruge ledninger, der har fået skade.

»Mange bruger sikkert også opladere eller elektronik med beskadigede ledninger og tænker nok, at så længe de stadig virker, er der ingen grund til bekymring. Men det er der,« siger Kirstine Gottlieb.

Der kan opstå korsslutninge i en flosset eller defekt ledning med en gennembrænding af isolationen til følge.

Det er derfor vigtigt, at man udskifter sin elektronik/ledning, når det er slidt eller beskadiget.

Kampagnen sætter også fokus på ødelagte ledninger. Foto: Sikkerhedsstyrelsen.

Derudover opfordrer Sikkerhedsstyrelsen til, at man giver dem besked, hvis man oplever, at for eksempel en mobiloplader overopheder eller slår gnister:

»Vi holder øje med elprodukter på markedet og udtager blandt andet USB-opladere til test. Men det er umuligt at teste alle produkter, og derfor vil vi gerne opfordre til, at man anmelder det til os på produkter.dk, hvis man støder på et farligt produkt,« siger Kirstine Gottlieb.

Livline

Sikkerhedsstyrelsen opfordrer derudover at anskaffe sig en røgalarm.

»Røgalarmen kan derfor blive den billigste og måske endda vigtigste livsforsikring, man kan have,«skriver Sikkerhedsstyrelsen.

»Vi vil meget gerne forebygge el-relaterede brande, og det begynder med en adfærdsændring hjemme i stuerne. Og så den største opfordring herfra til at sikre at der er mindst én virksom røgalarm i boligen og gerne flere,« siger Mads Dalgaard, chefsergent i Beredskabsstyrelsen.