Fortsæt til indhold

Efterlyser vidner: Dreng udsat for seksuelt overgreb på legeplads ved SFO

Politiet vil gerne i kontakt med flere drenge, der har været i området.

Krimi
am

Det er vidner og videoovervågning, som har gjort politiet opmærksom på, at flere drenge har været i området omkring legepladsen ved SFO’en Lærkely i Ølgod søndag eftermiddag 28. august.

Den dag blev en dreng udsat for et seksuelt overgreb begået af to ældre drenge - og nu vil politiet gerne tale med nogle af de drenge, der har været i området.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Vi efterforsker fortsat sagen og efter at have afhørt en del personer og gennemset en stor mængde video, har vi nu behov for at komme i kontakt med flere vidner, der kan hjælpe os videre med sagen,« siger vicepolitiinspektør Kent Brynilsen.

Vidner i sagen har oplyst, at de har set fire-fem drenge på legepladsen ved Lærkely fra klokken 14 til klokken 15.15 søndag den 28. august. Og det er de drenge, som politiet gerne vil i kontakt med, da de kan have set noget i relation til sagen.

Tre af drengene blev beskrevet som:

- 10-12 år med lys hud og mørkt hår, der kørte på en hvid/sølvfarvet cykel

- 12-14 år med rødt krøllet hår og et løbehjul

- 8-10 år, omkring 150 cm høj, spinkel med mørkt hår og en cykel

De to sidstnævnte drenge tog hjem, da det begyndte at tordne.

Søger derudover tre andre vidner

Derudover vil politiet gerne i kontakt med to drenge, der også kan have set noget i relation til sagen. De gik ad Forsomho Kirkevej i nordlig retning umiddelbart nord for Børnehaven Skovbrynet mellem klokken 15 og 18 samme dag. Forinden havde de været på legepladsen ved Lærkely.

Den ene dreng beskrives som:

-15-16 år gammel, omkring 170 cm høj med mørkt hår, lys hud og iført shorts.

Den anden dreng beskrives som:

-cirka 11 år og omkring 145 cm høj, med mørkt hår, mørke øjne og lys hud. Han havde sorte shorts og en sort trøje på. Trøjen havde muligvis hvid skrift foran og drengen havde et løbehjul med.

Og endelig vil politiet gerne tale med en dreng, der bliver beskrevet som en ukrainsk dreng, der muligvis havde en rød trøje på og som i løbet af weekenden har leget med den forurettede dreng på legepladsen ved SFO’en.

Mener man at vide, hvem vidnerne er eller har man andre oplysninger i sagen, så kan man ringe til politiet på 1-1-4.