Fortsæt til indhold

Stort fund: Vandkande var slet ikke så uskyldig, som den så ud

Toldstyrelsen tilbageholdt i slutningen af september to pakker fra Sydeuropa, der viste sig at indeholde i alt 12,4 kilo hash.

Krimi
jwh

En større beslaglæggelse af hash fandt sted, da Toldstyrelsen onsdag 28. september tog to pakker fra Sydeuropa ud til kontrol hos en kurervirksomhed i København.

Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Den ene pakke indeholdt en strandtaske, hvori der lå i alt 8,3 kilo hash i blokke. I den anden pakke lå en vandkande. Vandkanden var fyldt med fugeskum, og derfor valgte tolderne at scanne for at se, hvad den indeholdt.

»Scanningen viste tegn på, at der var pakker gemt i vandkanden, og derfor valgte tolderne at skære kanden op. Mistanken viste sig at være velbegrundet, for inde i kanden fandt man i alt 4,1 kilo hash pakket i flere blokke. Umiddelbart efter blev politiet tilkaldt,« fortæller Michael Lund, som er kontroldirektør i Toldstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Der lå også hash i blokke i en strandtaske, som blev fundet under kontrollen i sidste måned. Foto: Toldstyrelsen

Toldstyrelsen finder generelt narkotika i både flydende og i fast form i alle typer varer og transportmidler - fra rejsende i lufthavne til containere på anløbne skibe i havne og i postpakker i landets postcentre. De seneste tal på narkotikaområdet viser, at Toldstyrelsen tilbageholdt 146 kilo hash i 2021 og 394 kilo året før.

De to sager på i alt 14,2 kilo hash er overdraget til politiet til videre efterforskning, oplyser Toldstyrelsen i pressemeddelelsen.