Fortsæt til indhold

Samme vej: To bilbrande på to nætter

Politiet kigger nu på, om der kan være en sammenhæng.

Krimi

»Vi kan i hvert fald ikke afvise, at den er påsat,« lyder meldingen fra Østjyllands Politi.

For søndag kl. 23.36 var den gal igen. Her modtog politiet for anden gang på to dage en anmeldelse om en bilbrand på Skejbygårdsvej idet nordlige Aarhus.

Video: Presse-fotos.dk

»Brandvæsenet kom ud og slukkede branden, og vi havde en patrulje ude og søge efter spor,« siger pressemedarbejder hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til Lokalavisen Aarhus.

Natten forinden - natten til søndag - brændte den første bil ved Svane Kollegiet nær Næringen, som er et boligområde, der ligger tæt på Vejlby-Risskov Hallen. De to brande er ifølge politiet ikke sket på præcis samme parkeringsplads, men politiet bekræfter, at begge brande er sket i samme område og på Skejbygårdsvej.

Formoder I, at der er en sammenhæng?

»Det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Men det er selvfølgelig noget af det, vi undersøger, når der sker to bilbrande på så kort tid og med så kort afstand imellem hinanden,« siger Jakob Christiansen.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med de to bilbrande.