Tiltalt: Politiboss var stalker - holdt intenst øje med fire ofre
En tidligere politichef har misbrugt sin stilling til at overvåge intetanende borgere, det vurderer Statsadvokaten.
En 61-årig tidligere højtstående politimand i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har udnyttet sin stilling til systematisk at overvåge tre - formentligt intetanende borgere, det vurderer Statsadvokaten i København.
Det er Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i anklageskriftet.
Her er den tidligere politichef nu tiltalt for, at have brugt politiets systemer til intens overvågning af tre ofre på henholdsvis 47, 47 og 48 år samt et fjerde offer, hvis alder er ukendt.
Overvågningen skulle være sket fra november 2019 til 2021, hvor den tidligere politichef bl.a. skulle have skaffet sig adgang til opkaldslister, brugt skjult GPS, og fået adgang til en af personernes Facebook og iCloud.
Hvilken relation de overvågede og politichefen har, vides ikke, da anklagskriftet er anonymiseret.
Et af ofrenes færden har den tidligere politimand angiveligt fulgt med i mindst 823 gange - hvilket er sket ved hjælp af en GPS-tracker i personens bil.
Sagen skal for retten i januar ved Retten i Nykøbing Falster, hvor der er afsat tre dage.