Politiet efter overfald: »Meld dig selv - vi ved hvem du er«
En 34-årig mand blev tidligt tirsdag overfaldet.
Der blev brugt en metalgenstand og en bil, da en 34-årig mand tidligt tirsdag blev overfaldet.
Politiet opfordrer den mistænkte gerningsmand til at melde sig selv.
Derudover søger politiet også vidner i sagen.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Overfaldet i bolig
Politiet modtog anmeldelsen klokken 05.34, hvor den 34-årige mand var blevet overfaldet i en bolig i området omkring Toftevænget og Hjerting Strandvej i Hjerting.
Den 34-årige blev overfaldet med en metalgenstand og blev desuden påkørt i forbindelse med flugten.
Den ene forlygte blev knust i forbindelse med hændelsen.
Den 34-årige kom umiddelbart lettere til skade og blev behandlet på sygehus.
Kort: Google Maps
28 år gammel - og fra Bramming
Gerningsmanden er identificeret som en 28-årig mand fra Bramming, der flygtede fra stedet i bil ad Hjerting Strandvej i retning mod Esbjerg by.
Ifølge politiets foreløbige oplysninger kørte den 28-årige i en mørk bil, muligvis en mørk Ford Mondeo Stationcar.
Politiet søger vidner, der har set overfaldet eller har mere præcise oplysninger om, hvilket køretøj, den 28-årige mand kørte i.
Politiet vil også gerne høre fra personer, der har lagt mærke til et mørkt køretøj med en knust forlygte i Esbjerg- eller Bramming-området.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.