Fortsæt til indhold

Nu er den store silobrand slukket

Efter fire ugers slukningsarbejde, er branden i en silo på Studstrupværket nu slukket.

Krimi

Der er ikke længere ild i træpiller i en silo på Studstrupværket i den nordlige del af Aarhus Kommune.

Det skriver DR Nyheder, som har snakket med beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl fra Østjyllands Brandvæsen.

»Branden blev slukket her klokken 5.45. Der vil stadig være udkørsel af træpiller, men der er ikke brand i det, så vi betragter branden som slukket,« siger han til mediet.

Dermed er fire ugers slukningsarbejde med flere udfodringer undervejs endelig overstået, og borgere i området, som i ugevis har været generet af røgen fra branden, kan nu ånde lettet op.

Branden startede 22. september i en silo med 55.000 træpiller på kraftvarmeværket, og netop det store oplag udfordrede fra første dag brandvæsnet. Forskellige taktikker har været i brug for at få bugt med branden, og den mest effektive metode har været at transportere de brændende træpiller ud af siloen.

Mellem 60-100 brandfolk har været indsat i en fuldtidsstation på Studstrupværket i forbindelse med slukningsarbejdet, og Østjyllands Brandvæsen har desuden været nødt til at indhente forstærkning fra både Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og andre brandstationer i landet.

Derfor forventer beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl også, at branden får et dyrt efterspil for Østjyllands Brandvæsen.

»Det giver i hvert fald en overarbejdspukkel af den anden verden. Det giver jo også en økonomisk påvirkning af brandvæsnet. Det kan ikke være anderledes, for en del af vores brandvæsen er timelønnet, og så er der selvfølgelig en lang række indsatsledere, som har været på vagt i døgndrift, som selvfølgelig skal have honorar for det, og det bliver dyrt,« sagde han for nylig til Lokalavisen Aarhus.