Nu er det nok: Center reagerer på hærværk og uro
Sundhedshuset Hadsten begrænser adgangen til centret efter tiltagende uro og hærværk.
Onsdag aften i efterårsferien ved 22-tiden blev apoteker Lars Persson ringet op af brandvæsnet. Der var udløst en brandalarm i Sundhedshuset Hadsten, som apotekeren er medejer af. Da han kort efter kom frem, var der blå blink og brandfolk overalt, og det vrimlede med unge på cykler og elektriske løbehjul.
»De cyklede og løb rundt i huset, selvom de blev bedt om at forlade stedet. Det undrer mig, den opførsel, og jeg synes, det er meget bekymrende, at de ikke respekterer myndighederne,« fortæller Lars Persson.
Endnu mere bekymrende for ham var det, at nogen havde udløst brandalarmen ved at hamre en rød boks ind, selvom der ikke var brand. Derudover var der trykket på nødalarmer i elevatorer, som bliver benyttet af ældre, der bor ovenpå Sundhedshuset.
»Det er virkelig alvorligt at kalde brandvæsnet ud ved at udløse en falsk alarm, og at man aktiverer nødalarmerne i elevatorerne i forbindelse med en brandalarm er en skærpende omstændighed. Nogle af beboerne vil benytte elevatorerne til at komme ud, når brandalarmen går.«
Uro og hærværk
Episoden i efterårsferien var kulminationen på nogle måneder med uro og hærværk i Sundhedshuset, der ligger centralt i Hadsten. Ejerne har installeret videoovervågning og alarmsystem med tilkaldevagt, men det har ikke hjulpet.
»En gruppe unge har opholdt sig i centret efter lukketid, hvor de har hygget sig med at ødelægge borde og stole, smadret glas, efterladt pizzabakker og hevet ting op fra blomsterkummer. Vi har kontaktet lokalpolitiet, der siger, de har været forbi, men ikke mødt de unge,« fortæller Lars Persson.
Låser dørene
Sundhedshuset har nu taget konsekvensen af urolighederne og har øjeblikkeligt indskrænket adgangen til centret, der hidtil har været åbent til klokken 23 i hverdage og klokken 20 i weekenden af hensyn til motionscentrets brugere, så de kan benytte de forskellige parkeringspladser rundt om centret og gå igennem centret for at komme ind og motionere.
Fremover bliver alle indgange, undtagen Hadsten Motions egen indgang, lukket klokken 19 i hverdage. Lørdag lukkes dørene klokken 13, og søndag bliver der slet ingen adgang.
»Det er eskaleret fra drengestreger til noget alvorligt, og vi kan ikke tage ansvar for beboernes sikkerhed og for falsk tilkaldelse af brandvæsnet,« siger Lars Persson.
Det ærgrer apotekeren og medejerne af Sundhedshuset, fysioterapeut Karsten Høgh og kiropraktor Anders Tromholt, at de ser sig nødsaget til at indskrænke adgangen til centret, som for nylig har fået opgraderet udearealerne og fået en ny Netto som nabo. De vil gerne holde åbent og vil arbejde for en finde en løsning på de nuværende problemer.
»Vi har taget kontakt til borgmesterkontoret og forsøger at få sat et møde op med SSP for at komme bag om problemerne. Det løser ikke noget at slå de unge i hovedet med en hammer. Vi skal respektere og hjælpe hinanden, og vi vil gerne ind på livet af dem og i dialog,« siger Lars Persson.
»Da jeg forlod stedet onsdag ved 23.30 tiden var der stadig masser af unge i 12-16 årsalderen. De har måske ikke andre steder at være og må gerne være i Sundhedshuset, men man ødelægger ikke ting og udløser brandalarmer. Det er et no go.«
Hinnerup og Hammel
Hadsten er ikke den eneste af Favrskovs centerbyer, som i efterårsferien har været plaget af uro. Lokalavisen har talt med folk fra Hinnerup, der fortæller, at der i weekenden op til efterårsferien og onsdag i efterårsferien blev affyret nogle gevaldige kanonslag, som skræmte folk og blev politianmeldt.
Der har ligeledes været en episode i Hammel i weekenden op til efterårsferien, hvor politiet blev tilkaldt og snakkede med nogle unge efter en fest i InSide. Det fremgår af et opslag på facebooksiden Hammel Info.