Tre personer bragt på hospitalet efter påkørsel af rådyr
Ulykken skete natten til lørdag.
Tre personer kom natten til lørdag til skade i en færdselsulykke mellem tre biler på Holbækmotorvejen ved afkørsel 15 nær Roskilde. Ulykken skete sandsynligvis, efter en af bilerne påkørte et dyr, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
Ingen af de tre personer er i kritisk tilstand, hvorimod rådyret døde. Sidstnævnte fremgår af en Local Eyes-video.
»De har enten fået brud eller mindre skader,« oplyser vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Møller Nielsen lørdag kort før klokken 05 til eb.dk via Ritzau.
Personerne blev efter uheldet bragt til forskellige sygehuse, oplyser han videre.
Motorvejen er i løbet af natten blevet genåbnet efter at have været spærret, oplyser politiet.