47-årig mand død efter soloulykke: Slynget ud af sin bil
De pårørende er underrettet.
En 47-årig mand har tidligt søndag morgen mistet livet i en soloulykke i Store Darum mellem Esbjerg og Ribe, oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til eb.dk via Ritzau.
»Der er tale om en soloulykke, hvor føreren på ukendt vis mister herredømmet over bilen og kører galt, og han er afgået ved døden,« forklarer vagtchef Sune Loklindt.
Til TVSyd uddyber han:
»Bilen er på ukendt vis forulykket og trillet rundt på marken. Føreren af køretøjet blev slynget ud af bilen og er afgået ved døden.«
Politiet modtog anmeldelsen søndag morgen klokken 5.01. Ulykken er sket på Gammel Darumvej ved Store Darum.
Den afdøde er en 47-årig mand fra Gørding, der ligger nogle få kilometer øst for ulykkesstedet.
»De pårørende er blevet underrettet her til morgen,« fortæller Sune Loklindt.
Syd- og Sønderjyllands Politi er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.