Plaffer løs på åben gade fra scooter
Manden skød over en trafikeret vej og ramte en uskyldig privatbil.
Han skød flere skud tværs over en trafikeret vej efter medlemmer fra en rivaliserende bande.
Nu er en mand i midt 20’erne idømt otte års fængsel.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Skudepisoden skete den 14. april 2021 ved krydset mellem Silkeborgvej og Vestre Ringgade i Aarhus.
Over flere vejbaner
Skuddene blev affyret hen over flere vejbaner fra en scooter med to mænd..
Der blev affyret mindst seks skud, hvoraf et af skuddene ramte en tilfældig bil med tre personer i.
Ingen af skuddene ramte de rivaliserende bandemedlemmer.
Gerningsmanden er tilknyttet Brabrandgruppen og skød efter medlemmer fra Rosenhøjgruppen og Trillegårdsgruppen.
Selvom mændene flygtede på scooteren fra stedet fandt politiet frem til skytten ved hjælp af overvågningsbilleder og vidneudsagn.
Den anden mand på scooteren er stadig ikke identificeret.
Frikendt for drabsforsøg
Den skærpende bandeparagraf blev taget i brug, da manden blev dømt.
Retten i Aarhus dømte gerningsmanden for forsøg på vold af særlig farlig karakter og for at have forvoldt fare for andres liv og helbred.
Samtidig dømmes han for at have været i besiddelse af et skydevåben på et offentligt sted.
Straffen lyder på otte år i fængsel.
Manden må ikke opholde sig i Brabrand i otte år efter at have afsonet sin straf.
Frikendt for drabsforsøg
Manden blev frikendt for forsøg på drab, da retten ikke mener, det kan bevises, at der blev skudt for at dræbe.
»Det er jo rent held, at ingen kommer noget til, når man på den vanvittige måde kører rundt og afgiver flere skud på tværs af en trafikeret vej, og der var en række skærpende omstændigheder i den her sag. Jeg er tilfreds med, at retten nåede frem til en strafudmåling, som viser alvoren i sagen,« siger specialanklager ved Østjyllands Politi, Jesper Rubow.
Den 25-årige nægtede sig skyldig.
Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.