Fortsæt til indhold

Dømt for at skyde vildsvin i Frijsenborgskovene

Fire unge har fået længere fængselsstraffe for omfattende kriminalitet, herunder våbenbesiddelse og at skyde et vildsvin ved Hammel.

Krimi
jro

To unge mænd og to teenage-piger har stjålet for hundredtusindvis af kroner.

Derudover har de plaffet et vildsvin og sat ild til en bil.

De fire - to mænd på 21 og 22 år og to piger på 16 og 17 år - blev torsdag dømt i en sag om våbenbesiddelse og adskillige tilfælde af indbrudstyveri af særligt grov beskaffenhed.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Halvanden måned med fuld knald på

De mange forhold er primært begået i Silkeborg-området i perioden fra den 23. december 2021 til den 9. februar 2022.

De fire er dømt for at have begået flere tyverier og indbrud i forening, hvor der er stjålet lamper og andet indbo for store summer.

Pigerne har deltaget i tyveri for ikke under 120.000 kroner, mens mændene har stjålet for mere end 400.000 kroner.

Det er det samlede beløbs størrelse, og det faktum, at indbruddene er sket i fællesskab og efter forudgående aftale, der gør, at indbruddene for mændenes vedkommende er vurderet til at være af særligt grov beskaffenhed.

Skød vildsvin i skoven

De fire er desuden dømt for besiddelse af flere våben, herunder våben, som de mellem den 6. og 7. februar 2022 stjal ved et indbrud i en administrationsbygning ved et museum i Silkeborg.

De fire unge brugte efterfølgende et af de våben til at skyde et vildsvin i Frijsenborgskovene ved Hammel.

Retten dømte desuden de to mænd for at have sat ild til en bil i Gjern Bakker.

To har anket

Straffen lød på tre års fængsel for de to pigers vedkommende.

Den 22-årige mand fik en dom på fire års fængsel, mens den 21-årige mand skal fem et halvt år i fængsel.

Den 16-årige kvinde og den 21-årige mand har anket deres domme, mens den 17-årige kvinde og den 22-årige mand har udbedt sig betænkningstid i forhold til ankespørgsmålet.