Pige efterlyses: Kunstig negl kan være vigtigt spor
Politiet håber, at nogen kan genkende den kunstige negl.
En kunstig negl er et af politiets spor i noget voldsomt forsøg på hjemmerøveri.
Den mistænkte beskrives til at være mellem 13 og 17 år gammel.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog lørdag den 29. oktober klokken 17.32 en anmeldelse om et forsøg på røveri begået omkring klokken 17.30 på Grønvangsvej i Esbjerg.
Gerningsmanden – en ung kvinde - henvendte sig ved døren til en kvindes bolig og trak en kniv frem, og ville have beboeren til at udlevere penge.
Det fik hun dog ikke noget ud af, da det lykkedes beboeren at smække døren i.
Døren ramte gerningsmanden på hånden, hvilket rev en kunstig negl af hendes ene finger.
Herefter stak gerningsmanden af fra stedet. Det gjorde hun ad Wessels Alle i østlig retning.
Tager sagen alvorligt
Politiet oplyser, at det tager sagen meget alvorligt og har indledt en efterforskning - og håber, at den kunstige negle kan være et skridt i den rigtige retning.
I den forbindelse opfordres borgerne til at hjælpe med identifikationen af gerningsmanden, der beskrives som en kvinde på 13-17 år, dansk af udseende, almindelig kropsbygning, 160-170 centimeter høj med mellemlangt lyst hår.
Hun var lørdag iført sort åbenstående jakke, hvid t-shirt og sorte joggingbukser.
Håber på hjælp
Politiet vil gerne høre fra vidner, der kan hjælpe med at finde frem til gerningsmanden eller som har andre oplysninger til sagen.
Eventuelle oplysninger i sagen til Syd- og Sønderjyllands Politi på telefonnummer 114.