Fortsæt til indhold

Herlufsholm overdrager 30 år gammel sag til politiet

Nu siger skolen undskyld til tidligere elever.

Krimi
am

Oplysninger om en cirka 30 år gammel hændelse overdrager kostskolen Herlufsholm nu til politiet.

Det oplyser skolen i en pressemeddelelse.

Det sker i forbindelse med den uvildige advokatundersøgelse, der er blevet iværksat, ovenpå de anklager, som er blevet fremsat i TV2-dokumentaren ’Herlufsholms hemmeligheder’.

Her er der modtaget indberetninger fra tidligere elever om overgreb og grænseoverskridende oplevelser.

Nu går kostskolen så ud og undskylder over for eleverne for ikke at have sikret, at de fik en tryg hverdag på skolen, lyder det i pressemeddelelsen.

»Der er desværre elever, der har været udsat for oplevelser, som ikke hører nogen steder hjemme. I stedet for gode minder, er de kommet fra skolen med ar på sjælen. Herlufsholm svigtede sit ansvar for at gribe ind og sikre en tryg skolegang for alle. Det vil jeg på skolens vegne gerne give en oprigtig og dybfølt undskyldning for,« siger tiltrædende rektor Gitte Nørgaard.

Mobning og grænseoverskridende adfærd

I forbindelse med den uvildige advokatundersøgelse har nuværende og tidligere elever og forældre kunnet indberette oplevelser om mobning og grænseoverskridende adfærd til den uvildige advokat. Syv indberetninger ligger så langt tilbage, at de er uden for kommissoriet for advokatundersøgelsen og derfor ikke en del af undersøgelsens konklusioner.

Flere af indberetningerne handler om elevers oplevelser i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, og tegner ifølge Herlufsholm »billedet af en særdeles hård og uacceptabel opførsel blandt nogle elever på skolen«.

»Der er ingen tvivl om, at der dengang blandt nogle elever på skolen var en adfærd, som ikke kan forsvares eller retfærdiggøres. Der er sket meget allerede i årene efter for at rette op på dette, og skolen er et helt andet sted i dag. Men den type arbejde er aldrig fuldendt. Vi skal hele tiden have fokus på at udvikle os og på at sikre en tryg og god skolegang for alle elever. Den uvildige advokatundersøgelse viser, at Herlufsholm har udfordringer med mobning blandt nogle elevgrupper. Dét skal vi til livs. Derfor arbejder vi målrettet med at forbedre trivslen og udvikle positive fællesskaber, der omfatter alle elever,« fastslår rektor Gitte Nørgaard.

Har indberettet alvorlig hændelse

Den ene af indberetningerne omhandler oplevelser for cirka 30 år siden.

Her har den uvildige advokat ikke kunnet verificere oplysningerne, lyder det, men de er så alvorlige, at Herlufsholm i forbindelse med modtagelsen af undersøgelsen har bedt den uvildige advokat om at orientere politiet om oplysningerne.

»Da der i sagens natur er tale om stærke personlige beretninger delt i fortrolighed, kan jeg ikke komme ind på detaljerne. Men selvom indberetningen handler om oplevelser for længe siden, så er de af en karakter, der gør, at vi ikke er i tvivl om, at politiet bør undersøge dem nærmere og vurdere, om der stadig kan rejses en sag,« siger Gitte Nørgaard.

Indberetningsordning forlænges

Selvom den uvildige advokatundersøgelse er færdiggjort, har skolen nu valgt at forlænge indberetningsordningen til advokaten året ud.

»Det er vigtigt, at vi anerkender, at skolen har mørke kapitler i sin fortid. Dem må vi se i øjnene og lære af, så intet lignende kan ske igen. Min dør er altid åben for nuværende og tidligere elever, men jeg anerkender også, at det kan være svært at dele den type personlige fortællinger, og at nogle måske ikke har lyst til at gå til skolen med dem. Derfor har vi valgt at forlænge muligheden for, at man både anonymt eller med afsender kan dele oplysninger med den uvildige advokat frem til udgangen af året,« siger Gitte Nørgaard.

Har indsat trivselsleder

Herlufsholm oplyser, at man siden årsskiftet har haft »fuld fokus på at øge trivslen blandt eleverne på skolen og igangsat en historisk stor udviklingsproces.«

Som en del af det, har man blandt andet oprettet en ny stilling som trivselsleder og lavet en »omfattende handlingsplan for trivsel og skoleudvikling«, som er blevet udarbejdet med bistand fra eksterne eksperter, understøttet af en klar nultolerance over for dårlig opførsel.

Derudover har eksempelvis kostelever siden skoleårets start haft muligheden for at vælge mellem enkeltværelse eller sovesal, mens den tidligere præfektordning og traditionsrige Pø-kamp er afskaffet.