Fortsæt til indhold

Kvinde fundet med kvæstelser: Håndværkere slog alarm

Politiet formoder, at der er sket en forbrydelse.

Krimi

En kvinde i starten af 40’erne er mandag morgen blevet fundet med kvæstelser på Strandvejen i Svinninge vest for Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Lokalavisen.

»Det er nogle forbipasserende håndværkere, der ser den her kvinde med kvæstelser på offentlig vej, og de hjælper hende og alarmerer politi og ambulance. Det er flot gjort af dem, at de tager hånd om hende, siger pressemedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Video: Presse-fotos.dk

Politet har en stærk formodning, at der foregået en forbrydelse.

»Vores tese er, at der er foregået en forbrydelse. De skader, hun har pådraget sig, tyder umiddelbart på, at hun har været udsat for et eller andet strafbart. Det er ikke skader, man sådan lige får på egen hånd,« siger Martin Bjerregaard til Lokalavisen.

Han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvilken type skader kvinden har fået.

Et område ved Strandvejen er mandag spærret af efter fund af kvæstet kvinde. Foto: presse-fotos.dk

Efterlyser vidner

Kvinden, der er fra Svinninge, er bragt til skadestuen. Hun er ikke i kritisk tilstand, oplyser Martin Bjerregaard.

»Vi prøver at få klarlagt, om der kan være nogle mistænkte. Kvinden bliver nu behandlet på hospitalet, så vi må lige være lidt tålmodige med at afhøre hende som offer,« lyder det fra Martin Bjerregaard.

Kvinden blev fundet omkring klokken 6 mandag morgen.

»Vores opfordring er, at hvis nogen har set eller hørt noget usædvanligt omkring ved 6-tiden på Strandvejen, må de meget gerne kontakte os,« Martin Bjerregaard til Lokalavisen.

Sagen har ifølge politiet ingen forbindelse til drabssagen fra Holbæk.