Kørte ind i træ og rullede rundt: Mand fløjet afsted i kritisk tilstand
Ulykken fandt sted tirsdag eftermiddag.
En 62-årig mandlig bilist er tirsdag eftermiddag kommet svært til skade i en soloulykke ved Bredsten i Vejle Kommune. Manden er fra lokalområdet.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Lokalavisen.dk.
Politiet modtog anmeldelsen kl. 16.01, hvor politiet rykkede ud til ulykkesstedet på De Lichtenbergs Vej i Gl. Nørup ved Bredsten.
»Han har ramt et træ og bilen er rullet rundt, og han er svært tilskadekommen. Hans tilstand er alvorlig,« siger vagtchef Jesper Brian Jensen.
Manden er siden fløjet til sygehuset med lægehelikopter.
»En bilinspektør har været derude og kigge, og vi har taget bilen ind til nærmere undersøgelse,« fortæller vagtchefen.
Der har ikke været nogen vidner til ulykken, hvorfor man på nuværende tidspunkt heller ikke kan sige noget nærmere om, hvorfor eller hvordan ulykken kunne ske.