Endnu en vaks borger afviste falsk bankbud
Her er et uddrag af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
For anden dag i træk kan Østjyllands Politi glæde sig over, at det er lykkedes en borger at afvise et såkaldt falsk bankbud.
En 79-årig kvinde fra Tranbjerg blev tirsdag klokken 11.50 ringet op af en mand, der udgav sig fra at være fra Nordea. Ifølge manden skulle kvindens kort være blevet misbrugt, hvorfor han ville sende en kollega til hendes adresse for at afhente hendes dankort og eventuelle kontanter.
Kort tid efter bankede det på kvindens dør, hvor en mand præsenterede sig som værende fra Danske Bank. Kvinden afviste dog manden og oplyste, at hun selv ville kontakte sin bank, hvorefter hun lukkede og låste døren, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
»Vi opfordrer endnu en gang til, at man altid skal være opmærksom på, at banken aldrig vil møde op på din privatadresse for at afhente dine kort, kontanter eller personlige oplysninger. Tag gerne en snak med dine ældre pårørende om, at den bedste måde at håndtere de falske bankbude på, er ved at gøre som kvinden fra Tranbjerg og efterfølgende kontakte politiet,« skriver Østjyllands Politi.
Døgnet i øvrigt:
Knive gemt i bil
En 25-årig mand er blevet sigtet for at have været i besiddelse af to køkkenknive på offentligt tilgængeligt sted, da en patrulje fandt ham i besiddelse af knivene, der var gemt i hans bil. Knivene blev fundet på Holme Ringvej i Aarhus, da en patrulje tog kontakt til manden.
Stjålne cykler
Natten til tirsdag den 8. november har ukendte indbrudstyve haft held til at stjæle tre cykler til en samlet værdi af godt 100.000 kroner fra en adresse i Viby. Vær altid opmærksom på prisen og tjek eventuel cyklens stelnummer på politiets hjemmeside, hvis du bliver tilbudt en god cykel til en lav pris i en hurtig online-handel. Ved at tjekke stelnummeret kan du se, om cyklen er meldt stjålet. Husk også, at hvis handlen virker for god til at være sand, så er den det oftest også.