Frækt tyveri af maskine til flere hundrede tusinde kroner
Teleskoplæsser stjålet fra byggeplads i Hadsten.
Der er blevet stjålet en teleskoplæsser fra en byggeplads på Ravngårdsvej i Hadsten.
Maskinen er blevet stjålet i perioden fra fredag 4. november klokken 08 til onsdag 9. november klokken 08, hvor tyveriet blev anmeldt Der er tale om en teleskoplæsser af mærket Manitou 732 til en værdi af flere hundrede tusinde kroner, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Gerningsmanden er muligvis en mand, der fredag 4. november mødte op på byggepladsen. Under påskud at have en aftale med ejeren snød han sig til at låne nøglen, hvorefter han byttede om på et par nøgler og afleverede en anden nøgle retur.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man retter henvendelse til politiet på telefonnummer 114, hvis man ved noget om sagen, ser teleskoplæsseren eller bliver tilbudt at købe den.
Byggepladsen ligger tæt ved Over Hadsten Kirke, hvor Gert Bjerregaard er i gang med at opføre ni rækkehuse. Lokalavisen har været i kontakt med bygherren, der understreger, at det ikke er hans teleskoplæsser, der er blevet stjålet.
Lokalavisen har uden held forsøgt at komme i kontakt med indehaveren for at få flere oplysninger om tyveriet og detaljer om den stjålne maskine, der kan bidrage til opklaringen.
Østjyllands Politi kan heller ikke bidrage med yderligere oplysninger i sagen, hverken hvad angår en nærmere beskrivelse af den mistænkte mand, der snød sig til nøglen, eller detaljer om maskinens farve eller lignende.
Det er anden gang i år, at der bliver stjålet dyrebare læssemaskiner i Favrskov Kommune. Det skete også tilbage i februar, hvor maskinfirmaet Stemas ved Hadbjerg fik stjålet to teleskophjullæssere. Ukendte gerningspersoner brød ind hos virksomheden og kørte væk i de to maskiner, der tilsammen kostede en million kroner.