Endte i hæk og hus: Kvinde faldt i søvn bag rattet
Hun kom over i den modsatte vejbane og ramte et andet køretøj.
En kvinde faldt efter alt at dømme i søvn, men hun kørte bil - derved kom hun over i modsatte vejbane.
Det oplyser Bornholms Politi i sin døgnrapport.
Torsdag eftermiddag klokken 13.20 blev Bornholms Politi kaldt til et færdselsuheld på Vestermarievej ved Vestermarie, hvor der skete sammenstød mellem to køretøjer.
Det ene køretøj var fortsat ind i en hæk og havde ramt et hus.
Politiets undersøgelser tyder på, at føreren af det ene køretøj, en 53-årig kvinde, var faldet i søvn under kørslen og derved var kommet over i den modsatte kørebane.
Her påkørte hun det andet køretøj med en 56-årig mandlig fører.
»Uheldet medførte materielle skader men heldigvis ingen personskade,« skriver Bornholms Politi.