Så sin stjålne cykel til salg: Så kom en helt speciel køber
Borgeren så sin egen cykel på nettet.
En borger havde set sin stjålne cykel til salg på nettet.
Det fik politiet til at udgive sig for at være en interesseret køber.
Nu er sælgeren anholdt og sigtet i sagen, skriver Københavns Politi på Twitter.
Borgeren kontaktede politiet onsdag efter at have set sin stjålne ladcykel annoncereret til salg.
Det fik borgeren til at henvende sig til politiet, som altså kontaktede sælgeren og aftalte et møde på en adresse på Frederiksberg.
Anholdt på stedet
Sælgeren, en 41-årig mand, havde den stjålne cykel med sig - så han blev anholdt og sigtet for forsøg på hæleri.
»Cyklen tog vi med os, så den kan komme tilbage til sin ejer igen,« oplyser Københavns Politi, der samtidig har en opfordring til andre om at være kritiske i lignende sager:
»Vær kritisk, hvis prisen er meget lav, bed om at se en original købskvittering og tjek stelnummeret på politiets hjemmeside for at se, om cyklen er meldt stjålet.«